Tilbage i Danmark

Som de fleste af jer sikkert allerede ved er vi taget til Danmark pga. de mange uroligheder som desværre præger Mali for tiden. Vi rejste fra Mali i slutningen af marts og har siden opholdt os i Skive, Thisted og København. Vi har haft brug for at holde lidt lav profil, så du skal ikke føle dig skuffet over, at vi ikke har givet lyd!

Vi håber, at der inden for en overskuelig fremtid kommer en mere stabil politisk situation i Mali. Ifølge flere nyhedsmedier har der været tegn på en normalisering, men over halvdelen af Mali er fortsat besat af diverse oprørsgrupper med forskellige målsætninger. Der er nedsat en midlertidig regering som skal sørge for at afholde valg, og få kontrol over situationen i det nordlige Mali, men ingen af disse opgaver ser ud til at kunne lykkes inden for den tidsperiode på 40 dage, som er bestemt ifølge forfatningen.

Vi forsøger at være opdateret på nyhedsfronten og opsøge information fra vores kilder i Mali. Desuden prøver vi så vidt muligt at holde gang i projektet, der var inde i en rigtig god periode inden kuppet. Vi håber meget snart at kunne vende tilbage til vores arbejde og liv i Mali. Det er ærgerligt, hvis vores ophold i Mali med mange store oplevelser skal slutte på denne måde, men det tror vi ikke bliver tilfældet. Det er dog meget svært at vide, hvornår vi kan vende tilbage, fordi situationen hele tiden ændrer sig og generelt er meget ustabil.

Vores tanker går mest af alt til vores gode venner og kollegaer i Mali, der mildest talt er lede og kede af situationen. De forsøger at holde modet oppe, men vi fornemmer, at de efterhånden har svært ved holde fast i deres vanlige optimise og positive tilgang.

Vi bliver naturligvis i Danmark så længe det er usikkert at vende tilbage til Mali og vi skal nok skrive her på siden, når vi ved hvornår vi tager tilbage.

Vi kan fanges på vores gamle numre:

Katja: 40 43 06 10

Morten: 61 68 17 11

Statskup i Mali

Som de fleste sikkert allerede ved har der været statskup i Mali. Der har været utilfredshedmed måden hvorpå regeringen har håndteret den voldelige konflikt i det nordlige Mali. Dele af nomadefolket Touareg mener, at de bør have deres egen selvstændige stat bestående af de tre nordligste regioner af Mali; Timbuktou, Kidal og Gao. Disse oprørere har for alvor fået midlerne til kæmpe for deres sag efter mange soldater er vendt tilbage til Mali med våben efter i en årrække at have fungeret som lejesoldater for Ghadaffi. Det maliske militær har forsøgt at bekæmpe disse touareg-rebeller, men militæret har gang på gang været nødt til at trække sig tilbage. Der har været voksende utilfredshed med, at det maliske militær ikke har fået tilstrækkelig med materiel til at bekæmpe rebellerne og det har flere gange ført til demonstrationer i det sydlige Mali, heriblandt Bamako. I onsdags forsøgte forsvarsministeren at berolige utilfredse militærfolk i en by lidt uden for Bamako. Det lykkedes ikke og de mange militærfolk demonstrerede og gik vrede mod Bamako. Vi fik informationer om at denne demonstration med militærfolk var på vej og skyndte os derfor at forlade vores kontor, der ligger tæt på præsidentens palads. På vejen hjem så vi, at andre dele af det maliske militær gjorde sig klar til at bekæmpe disse demonstranter. Senere da vi kom hjem i lejligheden hørte vi skud fra centrum af byen og fik af vide igennem forskellige kontakter, at demonstrationer havde udviklet sig til et statskup. Siden hen har vi fundet ud af, at der har været kortvarige skududvekslinger mellem de to grupper af det maliske militær, men at den del af militæret, der er loyal overfor den folkevalgte præsident, Amadou Toumani Traoré (ATT) hurtigt overgav sig. Mange af skuddene er affyret for at fejre, at militæret vandt magten over Mali. Lige nu er Mali ledet af en officer fra den kaserne, hvor de utilfredse soldater boede. Vi har desuden hørt at han inden kuppet var ansat som engelsklærer for soldaterne…

Vi har, på ambassadens anbefalinger, opholdt os indendørs siden i onsdags og det forventer vi at gøre indtil på tirsdag, hvor kupmagerne har beordret alle offentligt ansatte tilbage på arbejde. I mellemtiden går der rygter om et modkup, så vi ved ikke helt, hvad de næste dage vil bringe. Samtidig er hele regionen plaget af en fødevarekrise som skyldes en fejlslagen høst i efteråret, og Mali står desuden for at skulle afholde valg i slutningen af april, hvilket også kan give uro. Altså er malierne ikke verdens mest heldige befolkningsgruppe for tiden og den nuværende situation kombineret med især fødevarekrisen kan få betydning for rigtig mange malier.

Vi vil gerne forsikre alle om, at vi ikke føler os udsatte her i vores lejlighed, og at situationen nu virker rolig. Vi håber, at der kommer en løsning på konflikten og at vi finder en måde at fortsætte arbejdet på. Ambassaden havde på forhånd advaret os om, at situationer som denne er en overhængende risiko for tiden pga. krisen i nord, så vi har derfor rigeligt med vand og mad. Vi får tiden til at gå med film, arbejde, internet, nyhedslæsning og bezzerwizzer/whiskey-hygge over skype med Katjas forældre.

Tilbage på pinden

Tak for jeres kommentarer her på siden. Det er rigtig dejligt at høre fra jer.

Efter besøg af vores respektive familier er hverdagen nu begyndt at melde sig igen. Uheldigvis betyder ferier også, at der er mindre tid til at udføre alle vores arbejdsopgaver, så det har været et par travle uger med lange arbejdsdage og mange møder. På den anden side er arbejdet virkelig spændende. Vi er i langt højere grad begyndt at nyde at arbejde sammen med APS og vi tror at det er gengældt. Arbejdsopgaverne er i sig selv også interessante. Vi prøver for tiden at stable nogle aktiviteter på benene, som skal gøre lidt reklame for APS. De har ikke så mange medlemmer og det vil de gerne ændre på, så de kan begynde at have andre aktiviteter end dem, der er direkte sat i gang gennem vores fælles projekt. Vores to kollegaer har været i Tominian for at lave undervisning for de frivillige bestyrelsesmedlemmer, der skal tage sig af ledelsen af de 3 sundhedsklinikker i vores fokusområde. Oven på en sådan tur er der mange ting at evaluere på, og der er mange anbefalinger fra forskellige eksterne samarbejdspartnere. F.eks. begynder vi nu, at se hvordan begge grupper af sundhedsfrivillige, som vi forsøger at hjælpe, gerne vil have os at støtte sig op af i deres daglige arbejde. Deres største problem lige nu, er ikke mangel på viden, men at de af forskellige årsager ikke formår at omsætte den nye læring i praksis.

Vi er derfor i gang med at finde ud af hvordan vi kan opholde os noget mere i Tominian. Vi håber, at vi snart kan flytte derud permanent, da arbejdet vil blive nemmere, men også fordi livet er meget anderledes i Tominain og San, end det er i Bamako. Der er utrolig store forskelle mellem Danmark og Bamako, men der er virkelig også stor forskel på Bamako og Tominian. Der er rigtig meget handelsliv og fransk-inspireret kultur i Bamako. I Tominian er 9 ud af 10 mennesker landmænd og der er blot nogle få købmænd, som sælger vand, cola, kiks, mel, og den leende ko-ost. Selvom vi har opholdt os i San og Tominian flere gange vil det formentlig blive meget anderledes at bo der mere permanent og få lidt mere af det landlige Mali ind under huden. Desuden virker det som om, at indstillingen til hvide mennesker er lidt anderledes i San end den er i Bamako. Hvor folk i San er nysgerrige og tilsyneladende gerne vil lære os at kende, er mange mennesker i Bamako mere optagede af at få penge ud af sådan nogle som os. Det kan være rigtig hårdt at gå en tur i Bamako, fordi der hele tiden er mennesker, der gerne vil have en ”lille gave” eller sælge et eller andet. Vi er jo ikke selv rige og kan derfor ikke bare dele ud til alle og vi har også en tro på, at måden hvorpå vi støtter Mali igennem vores arbejde, er mere holdbar end, at dele ud af vores penge. Omvendt får man rigtig dårlig samvittighed over at sige nej, når man trods vores studenter-”fattighed”, stadig har flere penge end mange mennesker, der bor i Bamako. Forskellen mellem rig og fattig er konstant tydelig og det virker meget uretfærdigt, at der ligger kæmpe villaer op og ned af Nigerfloden, mens mange Malier knap har tag over hovedet. Uligheden er ikke helt så voldsom i San og vi håber at kunne få en lidt anden relation til mennesker i byen.

I San har vi flere gange været på besøg hos Mark, som er bror til vores kollega Guindo. Sammen med sin lille familie bor Mark midt i San, hvor han arbejder for en kristen NGO, der hedder World Vision. Han har et stort kendskab til vores projekt og APS, fordi han er gammelt medlem og én af stifterne af APS. Sidst vi var på besøg hos ham var i slutningen af januar, hvor vi sammen så Mali gennembanke Guinea i fodbold i forbindelse med African Nations Cup. Selvom kampen var god var det mere Marks 3-årige datter Eva, der stjal opmærksomheden. Det er blandt andre familier som Marks, vi håber at kunne tilbringe noget fritid med, når vi er flyttet til San.

This slideshow requires JavaScript.

Familieidyl og uro i Mali

Som billederne til sidste indlæg viser, har Katjas familie været på besøg her i Mali. Det var en oplevelse for familien at se Mali, men også for os at vise vores liv hernede frem. Der var planlagt en tur til Burkina Faso, hvor julen skulle fejres. Uheldigvis brød bilen sammen på vej derned, så vi måtte være impulsive og finde nye måder at blive transporteret på. Deriblandt en 70 km lang bustur, som vi sent vil glemme. Den 24. december om eftermiddagen nåede vi vores mål. Dette var en by i det sydvestlige Burkina, som hedder Banfora. Dejligt område med masser af muligheder for at opleve lidt natur udover de røde veje og grønne træer. Efter Banfora opholdte vi os i Bamako, hvor vi blandt andet fik besøgt det lokale souvenirmarked. En god men også noget stressende oplevelse. Derudover slog vi os løs på den lokale karaokebar og der blev også tid til at spise julemad og hygge en masse i lejligheden.

I slutningen af januar og starten af februar har vi så haft besøg af Mortens forældre. De havde billetter med Spanair, som gik konkurs dagen efter deres ankomst  i Mali, så de første par dage gik med at få styr på hjemturen, som møgfirmaet selvfølgelig ikke dækker. Samme konkurs er også gået ud over Mette, Simon og Heidi, som vi havde glædet os til at få besøg af i påsken. Nå, men det lykkedes at få en rigtig god ferie med Mortens forældre til trods for Spainair-relaterede frustrationer. Det blev nok engang Banfora, der fik danskerbesøg. Vi ville naturligvis gerne have besøgt Dogon, Djenné og Tombouctou, som Mali er kendt for, men det tillader situationen ikke lige nu. Det er ikke nemt at være kreativ, med rejsemålene i et uroplaget land.  Desuden blev vores handlefrihed væsentlig indskrænket, da voldelige demonstrationer brød ud i Bamako. Det er pårørende til Maliske soldater, som protesterer over måden hvorpå den maliske regering håndterer en voldelig konflikt i det nordlige Mali. Og samtidig har der været en voldsom censur i de statsstyrede maliske medier som har ledt til en masse spekulationer. Den ekstreme fattigdom som landet allerede lider under kombineret med fejlslået høst gør, at mange maliere er desperate. En demonstration som den soldater-konerne stod bag ses nok for nogle som en mulighed for at komme af med nogle frustrationer og ikke mindst skaffe nogle varer. Den danske ambassade anbefalede derfor, at vi blev indendørs. Den nedslående nyhed blev dog set som en udmærket mulighed til at få spillet spil og lavet god mad i lejligheden, og vi hverken så eller hørte urolighederne fra vores kvarter. Morten har dog et brag af en fest til gode, da hans 30 års blev fejret i husarrest… Og Mortens forældre er nu kommet sikkert tilbage til Danmark på trods af konkurs og demonstrationer. Tak for besøget – både til Morten og Katjas familie. Det har været helt fantastisk at have jer her i Mali og det er så sejt at i tog den lange vej.

Der er faldet ro over byen igen, men mange butikker, skilte og politistationer er blevet smadret. Det er blandt andet gået ud over den tankstation, som ligger lige foran vores kontor. Her er samtlige varer og inventar blevet stjålet. Vores ene kollega har fået smadret sin scooter og den anden har fået stjålet sin. De har desuden fået sig en rigtig ubehagelig oplevelse, da de var bange for at demonstranterne skulle trænge ind i vores kontor og smadrer vores computere eller måske være voldelige. Vi var som sagt ikke på kontoret den dag, fordi Mortens forældre var på besøg. Heldigvis ser kontorbygningen forladt ud udefra og demonstranterne fik derfor ikke øje på kontoret. Vi er de eneste, der lejer et kontor i den ellers meget store bygning. Det er virkelig ærgerligt for vores kollegaer, som jo har brug for deres scootere i deres hverdag.  Der er stadig krig nordpå og det gør hele situationen noget ustabil. Det er en del af Touareg-folket, der ønsker uafhængighed fra Mali. Desværre er det ikke alle Malier, der skelner mellem Touareg-rebellerne og de andre Touareger. Rigtig mange Touareger er derfor flygtet ud af både det nordlige og sydlige Mali af frygt for gengældelsesangreb.

Lige nu er det som sagt roligt i Bamako og vi har kontakt til mange mennesker, som kan informere os hvis tingene ændrer sig.  Mali er et meget stort land og der er virkelig langt fra Bamako til de områder, hvor der lige nu kæmpes mellem rebeller og regeringens soldater.

Herunder er der lidt billeder fra Mortens forældres Malivisit.

This slideshow requires JavaScript.

Familiebesøg

Her kommer lige en lille billedekavalkade fra julen i Mali. Vi har haft familiebesøg. Det er der kommet utrolig mange gode og sjove oplevelser ud af. Dels har vi fået store adventureoplevelser på en tur til Burkina Faso og dels har vi fejret julen med god mad, fest og hygge her i Bamako.

This slideshow requires JavaScript.

Forbudt kærlighed

Så er vi klar med et par historier, som vi synes beskriver noget af den maliske kultur. Vores kollegaer fortæller os ofte historier om familieforhold, kærlighed og etnicitet. Det synes vi selvfølgelig er enormt interessant. Muligheden for at lære en anden kultur bedre at kende igennem vores tætte samarbejde med APS, er sammen med ønsket, om at gøre en forskel for lokalbefolkningen, blandt vores største motivationsfaktorer for at blive udsendt med IMCC Uland. Efter et par store konflikter med APS er det befriende igen at kunne snakke lidt om historie og kultur.

Der er enormt mange forskellige etniske befolkningsgrupper her i Mali. Efternavnet indikerer, hvilken etnicitet man har og der er, i mødet mellem ukendte mennesker, altid fokus på efternavn og etnicitet. Der bliver ofte drillet lidt f.eks. med, at Diarra er ”les petits frères” (de små brødre), at Traoré er slaverne eller, at Coulibaly kun spiser bønner. Det er lidt en samtaleåbner og tit en sikker ice-breaker, at nævne efternavnet. De mange lidt platte jokes er utrolig vigtige i kommunikationen mellem mennesker. Etnicitetens og efternavnets betydning skal dog ikke undervurderes – f.eks. er det praktisk talt forbudt for folk af bestemt etnisk herkomst at blive forenet i ægteskab. Selvom alle er maliske statsborgere er der altså også en anden vigtig sammenhængskraft. Det er på ingen måde et tegn på, at malier ikke er stolte over at være malier eller at de ønsker, at staten Mali skal deles op i små mindre etnicitetsbestemte stater. Selvom deres stat kun er 51 år gammel har malier, så vidt vi kan bedømme, en stærk grundlæggende nationalfølelse. Den blomstrer ikke mindst på deres uafhængighedsdag d. 21. september, hvor det maliske flag hænger overalt og der festes i gaderne. En af historierne som vores kollegaer har fortalt stammer fra Bandiagara på grænsen til Dogonlandet, som er en enorm vigtig turistattraktion for Malis økonomi. Området er kendt for sin betagende natur og unikke kultur. Folk har i mange år boet neden for og inden i, en flere hundrede kilometer lang klippevæg. Vi er desværre forhindret i at besøge området pga. sikkerhedsvejledninger fra den danske ambassade, men vi håber at dette ændre sig inden rejser fra Mali. Vores kollegaer stammer næsten alle fra Dogon. De hævder at kende manden i historien og den fortælles derfor med stor passion:

En dogonmand og en kvinde, mødte hinanden i forbindelse med en traditionel festival i Bandiagara. I løbet af nogle dage blev de glade for hinanden og udvekslede i farten ikke efternavne. De forsøgte at gå i seng sammen, men af en uforklarlig årsag fik manden næseblod lige inden de skulle til at begynde. De forsøgte flere gange i de efterfølgende dage, men hver gang med samme resultat. Det var fysisk umuligt for dem at gennemføre akten og ingen forstod hvorfor indtil manden spurgte om kvindens efternavn som afslørede, at hun var Boso.

Første gang vi fik fortalt historien var det i en sammenhæng, hvor der blev talt om kæresteforhold og sex før ægteskabet. Vi forstod ikke alt indholdet og vi vidste ikke, hvordan vi skulle reagere. Vi forsøgte at grine lidt usikkert. Senere har vi forstået, at historien tages meget alvorligt og den får blandt andet vores kollegaer til at bære forståelsen om Dogon- og Bosofolkets uforenelighed videre.

Den anden historie, som vi vil dele her på siden, handler om vores kollega og er en smule personlig. Vi har fået lov til at videregive den her, såfremt vi undlader at nævne navne der kan poppe op i googlesøgninger osv. Han er sidst i 20’erne og dermed efterhånden klar til at finde en kone og få en familie. I den forbindelse har han udset sig en kvinde, som også er meget interesseret i at blive gift med ham. Der er tale om meget varme følelser mellem de to, men uheldigvis har både kvindens og vores kollegas forældre nægtet, at de to gifter sig. Pigen, som han har forelsket sig i, er ligesom vores kollega Dogon, så det er altså ikke etniciteten, der volder problemer for forældrene. Vores kollega har indtil videre sat gifteplanerne i bero. Han vil ikke være sammen med andre og han håber derfor at begge forældrepar langsomt vil ændre mening. Det kan virke lidt uoverskueligt at finde sig én at blive gift med, når der er så mange regler. Men omvendt har malierne nemt ved at tale med mennesker de ikke kender. Der drilles og flirtes overalt så kontaktfladen er stor.

Håber alle er kommet godt ind i det nye år.

Another day at the office…

Efter et halvt år i Mali med mange udfordringer og oplevelser kan vi efterhånden mærke, hvordan hverdagen begynder at melde sig. De store forskelle mellem Danmark og Mali er ikke længere så tydelige som de har været – man får sig stadig nogle overraskelser indimellem og selvom det er en hverdag, der kan sammenlignes med den vi har haft i Danmark er der også visse arbejdsmæssige forhold der gør, at vi sjældent har to ens dage på kontoret.

Men hvad laver vi egentligt på en almindelig hverdag ? Vi forventer, at vores hverdag kommer til at ændrer sig en del, når den forestående flytning forhåbentlig snart realiseres. Derfor vil vi gerne fortælle lidt om vores hverdag her i Bamako.

Vores lejlighed ligger i den ene ende af byen og projektets kontor ligger i den anden ende på en højderyg, der hedder Koulouba. Turen igennem byen er en oplevelse og udfordring i sig selv. I det hele taget at komme ud fra vores lille vej i bydelen Badalabougou, hvor vi bor kan være svært nok. Bilerne kører tæt og imellem dem, ind og ud, kører hundredvis af scootere. For at blive flettet ind i den tætte trafik kræves frækhed og manøvre som i København ville udløse skældsord, skråt-op-fingre og hvad forargede bilister ellers kan finde på.

Helt tæt bliver trafikken, når man krydser Nigerfloden. Her er der ikke tid til at nyde den ellers meget smukke flod, med Bamako centrum og højderyggen Koulouba i baggrunden.

Efter floden venter små ensrettede gader, med boder helt ud på vejen og aggressive handelsfolk, der vil sælge alt fra servietter og kort over Mali til monopolyspil, drager og gryder og pander. Selv om det virker usandsynligt må der være en eller anden form for fortjeneste i denne handelsteknik, for de er virkelig mange om buddet.  Det tog lidt tid at vende sig til, at de ensrettede gader skifter retning i løbet af dagen, men efterhånden som man forstår byens rytme giver det hele god mening.

Derefter venter opstigningen til Koulouba. Vores bil er ikke altid lige tilfreds med bakken, men den brokker sig trods alt ikke lige så meget som mange af de lokale varevognsbusser ”Soutramaer”, eller taxaer, der hoster og hakker hele vejen op. Man har en fornemmelse af at passagerer, billetkonduktør og chauffører ånder lettet op hver gang de når toppen.

På hele turen er man konstant nervøs for, at en af de mange politibetjente, der har til opgave at (for)styrer trafikken bukker under for den allestedsnærværende lyst til at tjene lidt ekstra til egen lomme på bekostning af uheldige trafikanter. Det kan finde på at anklage én for, at det ene blinklys ikke er kraftigt nok, eller den ofte anvendte og noget vage anklage; mauvais maneuvre (dårlig manøvre). Det er også meget almindeligt, at de blot foretager et lille rutinetjek for at se om alt er i orden. Det mener de sjældent det er, og i så fald kan man komme til at vente i lang tid med tilhørende diskussioner, som altid ender med, at de til sidst lader en gå, fordi de langt om længe forstår, at vi ikke vil bidrage til deres lettere korrupte intentioner.

Fra kontorets tag, har man udsigt til præsidenten, ATTs, palads på den ene side og det medicinske fakultet, Point G, på den anden. Midt imellem disse bygninger kan man ane Nigerfloden, der deler Bamakos centrum i to. Dog er udsigten om morgenen noget præget af den tætte smok, der ligger sig som en dyne oven på den travle by. Selvom Bamako til tider kan virke lidt rodet og forurenet er det en virkelig flot by med masser af grønne træer, flotte bygninger og ikke mindst smuk natur omkring Nigerfloden.

Efter denne lille tur der kan tage alt fra et kvarter til halvanden time afhængig af scootere og den enkeltes færdselsbetjents humør og økonomi, venter der sig en spændende og afvekslende arbejdsdag på kontoret. Det føles sjældent som 8 timer, da der altid er mange forskellige gøremål. En af fordelene ved at være på et nyopstartet og relativt lille projekt er, at der stort set aldrig er rutinearbejde. Alt fra arbejdsgange til beslutningskompetencer skal udtænkes næsten helt fra bunden, men heldigvis har vi haft nogle meget strukturerede forgængere, der har været rigtig gode til at dokumentere deres arbejde. Der er trods alt noget at forholde sig til. En almindelig arbejdsdag starter med et morgenmøde, hvor vi alle 4 snakker lidt om hvad der skal arbejdes med i løbet af dagen. Der er som regel et eller flere møder i løbet af dagen. Det sker også ofte, at vi har eksterne parter der skal kontaktes, en evaluering der skal igangsættes, en uddannelse der skal planlægges, et budget der skal udtænkes, en reglementsændring der skal foreslås for APS, en bil der skal repareres, en regning der skal betales, eller en forsikring der skal fornyes.

Efter en sådan dag er man træt. Det er til tider stillesiddende arbejde, men alligevel ret krævende, fordi vi næsten hele tiden skal udforske nye og ukendte samarbejdsformer og faglige områder.

Men arbejdsdagen er sjældent slut, når vi drager hjemad i den tætte trafik, der nu ligesom os begiver sig fra centrum mod den anden side af floden. At handle madvarer, ordne praktiske ting med lejligheden, som f.eks. at ringe til vores internet udbyder , VVS-mand eller andre er lidt mere udfordrende hernede og kræver både gode sprogkundskaber og en god portion tålmodighed. Der tegner sig også et klart billede af, at huse for det første er bygget på en måde, der gør vedligeholdelse mere nødvendigt samt, at installationer og reparationer ikke har den samme holdbarhed her som f.eks. i Danmark. Der er derfor meget ofte brug for at tage sig af denne slags ting, når vi kommer hjem fra kontoret.

Aftenerne går med at lave mad, læse, spille spil, se film, tage ud at spise, synge karaoke, skype med familie og venner, eller tage i motionscenter.

Det var lidt om vores hverdag.

This slideshow requires JavaScript.